Øens VVS Teknik i ny stor fagentreprise på AAB25

258 lejligheder fremtidssikres med nyt køkken og bad, altan, varme og ventilation. Adserballe & Knudsen er hovedentreprenør på opgaven til 110 millioner kroner.

AAB igangsætter en større renovering af afd. 25 Borup Allé i Københavns nordvestkvarter. Ejendommen fra 1925 er opført som to karréer med facade til Borups Alle.

Øens VVS Teknik har VVS-fagentreprisen hos Adserballe & Knudsen, hvor i alt 258 lejligheder fremtidssikres med udskiftning af de gamle køkkener og bad med nye og større badeværelser med brus. Køkkenet fornys og såvel de lodrette stigestrenge og faldstammer som udsugning udskiftes i alle lejligheder. De får endvidere altan og nye vinduer på gårdsiden.
Varmecentralen renoveres og varmeanlægget ændres til et to-strengesystem.
Beboerne genhuses, mens deres bolig renoveres. I gården opstilles beboelsespavilloner, som skal huse to opgange ad gangen.

Sektionsleder Rasmus Rømer, Adserballe & Knudsen og fortæller:

– Der er lagt en rullende plan med ni uger til hver opgang. En del af arbejdet udføres i egenproduktion, mens maler, VVS, el og nedrivning er i samarbejde med underentreprenører.

– Kunsten bliver at få projektstyringen optimeret. Dels på grund af de mange delopgaver, dels fordi pladsen er meget trang. Vi har aftalt med bygherre og rådgivere, at vi tager fire opgange og bruger erfaringerne til at optimere processerne.

– Metoden er at opdele i velbeskrevne og afgrænsede delopgaver, som håndværkerne kan udføre rationelt. Når en slipper, er den næste klar til at fortsætte uden spildtid. Opgaverne er de samme i hver bolig. Det sparer tid og penge til glæde for alle parter, siger Rasmus Rømer.

2018-02-21T15:00:12+00:00